Skøn Lunden-sejr til Vanneau Wib

Ejeren Lene Wibe (tv.) havde taget turen for Bornholm for at hilse på sin vinderhest og René Jonassen (Foto: Kim Gudmand)

René Jonassen vandt sin tredje sæsonsejr i Lunden, da bornholmskejede Vanneau Wib atter strøg til tops.

Seksårige Vanneau Wib har for alvor fundet topformen. Den bornholmskejede hest kunne søndag eftermiddag bogføre årets anden sejr på stribe. Skuepladsen var derbybanen i Lunden, hvor intet blev overladt til tilfældighederne.

Vanneau Wib overtog tidligt føringen fra Douglas Palema. Åbnede i 14,8/500 meter, inden at “Jonas” havde held og dygtighed til at dæmpe til 17,1/1000 meter. Vanneau Wib holdt resten af vejen til sejr i 1.15,9/2000 meter auto.

»Han var rigtig fin. Jeg havde hverken trukket vat eller norsk hovedlag, så der var en del sparet i dag«, mener René Jonassen, der endnu ikke har lagt nye planer for San Pellegrino-sønnen, der fik 7.500 kr. for sejren.

»Vanneau Wib starter på, mens han har god form. Der er ingen grund til at tage ham med til Sverige, når han kan vinde hver gang på Lunden. Det bliver derfor også Lunden næste gang«, pointerer Lunden-træneren.

René Jonassen fik endnu en fremskudt placering med sine egentrænede heste. Efter to galopture var Amerian sikkerheden selv. Femårigen sluttede godt af til andenpladsen og 3.750 kr. i 1.16,9/2000 meter auto.

»Amerian var jeg godt tilfreds med og han fungerede godt i dag«, synes René Jonassen. Det blev til gengæld ikke til fremskudte placeringer for trænerens to øvrige startheste. Royal Mastery og Jardi, kørt af Tobias N. Jonassen.

»Royal Mastery og Jardi kom til at sidde forkert. De blev tempotorsk i løbet«, vurderer René Jonassen. Royal Mastery endte uplaceret i 1.16,9/2040 meter snore, mens Jardi heller ikke så præmierækken i 1.19,6/2020 meter snore.

“Jonas” havde også tre gæstekøreture. Stella Regndal var anden i 1.16,7/2000 meter auto til 5.000 kr., mens Aske nåede fjerdepladsen i 1.18,4/2000 meter auto til 1.100 kr. Endelig var Best Of Colmine uplaceret i 1.20,6/2020 meter.