René Jonassen kommer ikke sovende til mordagens løb i Lunden. Lunden-træneren er startmeldt i seks ud af ni løb.
“Jonas” starter selv bornholmskejede Vanneau Wib, der var femte på Copenhagen Cup-dagen; Comet Elkær, som endnu ikke har været uden for præmierækken samt Bridgespil Dk, der fortsat jagter karrierens første vinderbuket.
»Vanneau Wib (2. løb – nr. 7) gik rigtig godt i sidste start i Lunden, hvor jeg var meget tilfreds med ham. Jeg har også været tilfreds med ham efterfølgende og tror på en god chance«, kommenterer René Jonassen.
»Comet Elkær (4. løb – nr. 6) har gjort det pænt i sine starter uden at imponere. Møder nogle dygtige heste og kan være en lille pladschance med det rette løb«, fortæller René Jonassen, der ejes af trænerens bedre halvdel.
»Bridgespil Dk (8. løb – nr. 3) har været positiv i de sidste to starter. Gik pænt for Jörgen Sjunnesson. Jeg tror ikke 1600 meter er nogen ulempe. Hvis den fortsætter de fine takter, kan det være en trioluring«, tror René Jonassen.
Desuden skal René Jonassen gæstekøre tre heste. Per Sørensen-trænede Bailey Bakkely, der var anden i debuten i Odense; Kjeld John Hansen-trænede Stella Regndal, som vandt senest samt Max Pedersen-trænede Willie Blue.
»Bailey Bakkely (1. løb – nr. 8) gjorde det fint i sin debut i Odense. 20 meter kan altid være svært. Det er dog i et lille selskab, så hun skal nok tage en fremskudt placering«, fornemmer René Jonassen.
»Stella Regndal (3. løb – nr. 4) har kun gået positivt i de starter jeg har kørt den. Var lidt heldig med at vinde senest, da to andre kørte på hinanden. Har set fint ud for Kjeld. Kan nok ikke slå Brandy Laser, men kan være blandt de tre«, mener René Jonassen.
»Willie Blue (6. løb – nr. 5) er en fantastisk dejlig hest at køre. Vi må se om vi kan give ham godt et rygløb, så han kan kvalificere sig til finalen i Norge«, afrunder René Jonassen, der fredag er til start på Bornholm.