René Jonassen er tilbage i sulkyen, når hjulene snurrer onsdag eftermiddag i Lunden. Med syv køreture på derbybanen.
“Jonas” seler selv fire heste ud fra stalden. En af disse er Bridgespil Dk, der forleden var til start i hoppe-prøven til Jydsk 4-årings Grand Prix uden succes, mens The Great Elkær var tredje på samme bane. Desuden Bastian Olympic, Aston Martin og Amity.
»Bastian Olympic (2. løb – nr. 8) har været lidt væk fra løbene grundet sygdom og andre problemer. Den har trænet pænt det sidste stykke tid. Med spor otte ligger jeg lidt lavt med forventningerne. Det er en præmietager«, kommenterer René Jonassen.
»Aston Martin (5. løb – nr. 8) gik rigtig fint i seneste start. Kommer til at sidde sidst undervejs med spor otte. Der skal held til og han er en mindre pladschance«, tror René Jonassen om hesten, der senest var fjerde på samme bane trods anden række.
»Amity (6. løb – nr. 4) havde halsinfektion senest, hvor den skuffede. Den har trænet fint med lavt puls. Hun skal være en triochance«, mener René Jonassen. Den femårige hoppe har endnu ikke sejret i sit nye regi, siden ankomsten til René Jonassen.
»Bridgespil Dk (8. løb – nr. 9) kan man glemme Aarhus-starten. Den fandt ikke rundt på banen derovre. Træner fint nu. Med et godt løb skal hun være blandt de tre«, synes René Jonassen. Hoppen er fortsat maiden efter sine 15 første starter i karrieren.
René Jonassen skal også gæstekøre tre heste ved onsdagsstævnet på derbybanen i Lunden. Per Sørensen-trænede An Ji Bakkely, Jørgen Plambech-trænede Silent Night samt Desiree Therkelsen-trænede Toofast Toofurious.
»An Ji Bakkely (3. løb – nr. 3) bliver ved med at skuffe. Har trænet hårdt til denne start og det ser ud til at hun har forbedret sig, og så åbner vi lidt på hovedlaget. Vi må se, men jeg er snart løbet tør for idéer«, erkender træneren Per Sørensen.
»Silent Night (4. løb – nr. 1) har ikke rigtig gået noget på det seneste. Skal vise bedre form i løb førend jeg tror på hende«, fortæller René Jonassen. Efter to sejre i 12 starter i fjor, har hoppen endnu ikke smagt sødme efter otte starter i 2017.
»Toofast Toofurious (7. løb – nr. 3) har taget sidste start fint. Han er topfin i træningen og har fået et godt spor, og bør være en præmietager. Med lidt held er han en triochance, synes Desiree Therkelsen. Syvåringen var sjette i sæsondebuten.
I lørdags havde René Jonassen en enkelt hest til start på NFT. Staldens alderspræsident Royal Mastery med Bjarke Haagensen var tredje i 1.18,6/2140 meter snore. Der var 1.500 kroner i tredjepræmie til Mastery-sønnen.
Staldlisten tæller nu 20 individer. Senest tilgang er familiens egen Calista (Quite Easy U S – Purple Patch), der gerne skulle være klar til prøveløb i løbet af kortere tid, i følge Lunden-træneren. Det er moderens første afkom ud af tre.