René Jonassen kom ikke på vinderpladsen ved søndagensstævnet i Lunden, men fik præmier med alle sine køreture.
Det gik bedst for Anette Herløv-trænede Valentin, der var hurtigst ude, men måtte overlade føringen i første sving til Peakadilly. Seksåringen fulgte fint med i ryggen til andenpladsen i 1.16,8/2000 meter auto. Der var 7.500 kroner i andenpræmie.
Broderen Anders Jonassen står bag træningen af den herlige kæmpe Pommeau Simoni. Den overtog føringen i første sving og førte længe. Måtte dog “nøjes” med en tredjeplads i 1.14,5/2000 meter auto. Tredjepræmie beløb sig til 3.750 kroner.
I montéløbet havde Josephine Olsson fået chancen på ryggen af Royal Mastery. Ekvipagen var længe førende, men ved indgangen til sidste sving blev skridtene kortere. Royal Mastery holdt fjerdepladsen og 1.500 kroner i 1.17,1/2020 meter snore.
Med blot 18.050 kroner havde Bridgespil Dk tjent mindst i fireårsløbet. Leverede en flot præstation til femtepladsen i 1.16,1/2000 meter auto til 2.000 kroner efter et afventende løb undervejs, og var ikke langt efter vindende Beatriz på målstregen.
Jørgen Plambechs enlige starthest Silent Night måtte trave som første hest i andet spor i en stor del af løbet, men holdt tappert for René Jonassen til femtepladsen i 1.13,8/1600 meter auto. Der var 1.500 kroner i femtepræmie i løbet.