René Jonassen er som sædvanlig på plads, når hjulene snurrer på hjemmebanen i morgen. Lunden-trænere starter fire heste.
“Jonas” forvalter selv chancerne bag Champ Olympic, Bastian Olympic og Amity, mens Tobias N. Jonassen kører Aston Martin i Lundens Amatørmesterskab.
»Champ Olympic (3. løb – nr. 3) har været lidt sløj og er blevet behandlet. Har trænet roligt og mangler nok løb i kroppen. Skal være tilfreds med en præmie i denne start«, anser René Jonassen.
»Bastian Olympic (4. løb – nr. 5) render og driller mig i øjeblikket, og har hoppet flere gange uden jeg ved hvorfor. Han skal være fejlfri før jeg tror på ham. En outsider«, bedømmer René Jonassen.
»Amity (6. løb – nr. 3) har ikke slået til endnu i løbene på trods af sine tider. Vi giver hende andre bagsko og måske et andet hovedlag. Jeg håber på det giver positivt udfald. Hun har farten og er en outsider«, siger René Jonassen.
»Aston Martin (7. løb – nr. 3) gik fint sidst, men den kæmper nok kun om en anden-/tredjeplads til Vores Wozniacki. Virker fin i træning«, fortæller René Jonassen.