René Jonassen og hans staldpersonale får en travl lørdag formiddag med syv startende heste i Lunden.
Lunden-træneren sidder selv bag Amerian, Cutty Sark, Silent Nigt, The Great Elkær, Aramis og Vanneau Wib, mens nevøen Tobias N. Jonassen skal prøve kræfter med Ullala Ami Salløv, der kom til stalden på Skovbo forleden.
»Amerian (2. løb – nr. 8) har gjort det godt i de sidste par starter. Har trænet fint. Kommer som han plejer, uden forsko. Er med helt på stregen i fejlfri udgave«, bedømmer René Jonassen.
»Cutty Sark (3. løb – nr. 6) fik en ærgerlig galop på i sin første start for os. Er blevet behandlet i et forknæ. Har gået intervaltræning. Virker fin og veloplagt. Jeg glæder mig til at starte ham igen. Kommer til at gå uden forsko, men han løb med forsko i første start for mig, da han ikke havde noget horn tilbage. Den har dog tidligere gået uden forsko. Møder gode treåringer og er en outsider«, synes René Jonassen.
»Silent Night (5. løb – nr. 7) gik en fin tid på Jägersro, men det rakte ikke så langt. Formen virker intakt, men hun vinder ikke så tit mere. Jeg har endnu ikke lagt mig fast på taktikken. Det gør jeg, når vognen slipper. Kommer uden forsko, som normalt. Det skal være en pladschance«, mener René Jonassen.
»The Great Elkær (6. løb – nr. 6) er meldt noget op, da vi har svært ved at finde løb til ham. I sidste start sad fast med alt sparet. Har virket frisk i træningen. Starter formentlig uden sko, og det er et stykke tid siden, at han har gjort det. Skal være blandt de tre første«, kommenterer René Jonassen.
»Aramis (7. løb – nr. 5) gik pænt i sidste start på en god tid og holdt farten godt hele vejen. 20 meter er 20 meter. Virker til at holde fin form. Kommer med alle fire sko og tager en fornuftig præmie«, håber René Jonassen.
»Vanneau Wib (8. løb – nr. 8) har haft en lang ferie. Var startklar, men blev forkølet. Har været fin i intervallerne. Mangler nok en udblæsning. Har fået en svær udgangsposition. Er hurtig fra start, men bliver ikke fyret fra start. Må ud og have løb i kroppen, så vi kan få en god vinterkampagne. Får vi en mindre præmie med hjem, skal vi være tilfreds første gang«, erkender René Jonassen.
»Ullala Ami Salløv (9. løb – nr. 4) er kommet i fin forfatning. Har gået et intervalarbejde hos mig. Vi prøver at starte den for at se hvordan den reagerer for os. Skal bedømmes på gamle merirtter«, udtaler René Jonassen.