Søndag i Lundens tegn

René Jonassen starter fire heste i Lunden søndag eftermiddag, hvor Beauty Ami Salløv skal gøre første start for “Jonas”.

Bjarke Haagensen får chancen bag Royal Mastery, mens René Jonassen selv styrer slagets gang med trioen Beauty Ami SalløvAmerian og The Great Elkær. Umiddelbart er det dog ikke de store vinderchancer i følge Lunden-træneren.

»Beauty Ami Salløv (3. løb – nr. 8) har trænet fint og virket stærk. Det er en svær udgangsposition med spor fem i volten. Vi skal den an i løb først. Tager en præmie, men jeg ved ikke hvor stor den bliver. Outsider første gang for os«, fornemmer René Jonassen.

»Amerian (4. løb – nr. 11) holder fin form. Den møder gode heste denne gang. Vi håber på hårdt tempo, som kan blive til hans fordel. Han skal nok tage en præmie med hjem«, bedømmer René Jonassen.

»The Great Elkær (7. løb – nr. 4) har været lidt uheldig med positionerne de to sidste gange. Forrige gang sad den fast og senest kom den sent ud. Formen er fin og har fået et godt startspor. Lille pladschance«, vurderer René Jonassen.

»Royal Mastery (11. løb – nr. 11) kommer tilbage efter pause. Den plejer at gå godt om vinteren og skal være en frisk outsider«, kommenterer René Jonassen.

René Jonassen sidder desuden bag Kristina Jensen-trænede Cuda Star, som Lunden-træneren tidligere har haft i træning og kørt ved flere lejligheder. Han erkender dog det kan blive svært mod to af løbets klare favoritter.

»Cuda Star (9. løb – nr. 6) har gjort det fint i sine starter. Den møder gode heste. Vi skal sigte mod en anden-/tredjeplads. Det kan blive svært mod Champ og Champions Peaks«, tror René Jonassen.

Der er også skiftet lidt ud i stalden. Dolly Park og Everybodyloveseddy er ny i René Jonassens varetægt, mens “Jonas” til gengæld ikke serverer havren mere for hoppe Silent Night, der forlod stalden torsdag efter salg.

René Jonassen kan også melde om glædelig nyt for Calista, der er påbegyndt genoptræningen. Den træner fint nu og det var ikke længe før den er klar til comeback.