René Jonassen er på plads i Lundens derbymeeting, der afvikles fra fredag den 24. august til søndag den 26. august. Dog kører Lunden-træneren ikke om lørdagen.
Fredag eftermiddag starter “Jonas” en enkelt egentrænet hest, Chato Salløv, mens Lunden-træneren skal gæstekøre Cuba (8. løb) for Lunden-amatørkusken Steen Haagensen.
»Chato Salløv (5. løb – nr. 2) har gjort det godt i de to første starter. Kommer muligvis med vatudtræk for første gang. Jeg tror han er blandt de tre med en lille vinderchance«, synes René Jonassen.
Søndag har René Jonassen to egentrænede heste til start på derbybanen i Lunden. Team Lunden-anpartshesten Cutty Sark i Derby Consolation samt svenskfødte Cody S.
»Cutty Sark (6. løb – nr. 2) har skuffet lidt i de sidste par starter, hvor han ikke har fungeret helt som jeg ville hav det. Der var lidt fremgang i træningen i tirsdags. Jeg håber han er i fremgang og skal være en outsider«, fornemmer René Jonassen.
»Cody S (9. løb – nr. 7) var utrolig fin og stærkt senest. Virker fin i træning. Sporet trækker lidt ned. Kommer vi godt til, er han blandt de tre«, håber René Jonassen.
Desuden har René Jonassen en gæstekøretur med Desiree Therkelsens Toofast Toofurious.