Sikker sejr til Eureka Downs

En glad René Jonassen i vindercirklen efter maidenssejren med Eureka Downs (Foto: Refined Pro)

René Jonassen kunne notere sig for årets første sejr i Lunden, da Lunden-træneren sejrede med nu treårige Eureka Downs. Det var hoppens første sejr i karrieren.

Intet blev overladt til tilfældighederne undervejs for ekvipagen. Eureka Downs førte an efter moderate 22,8/500 meter og 21,4/1000 meter, men herefter kom der mere fart på forestillingen.

På trods af tryk undervejs fra Enzo Brogård. kunne Eureka Downs (Great Challenger) skære målstregen først i rekordtiden 1.19,8/2000 meter snore. Der var 8.500 kroner i førstepræmie til Stald Cheers.

»Eureka Downs har trænet godt længe med en god puls«, sagde René Jonassen efter sejren, som var trænerens første i år på hjemmebanen. “Jonas” har dog tidligere i år vundet med Cody S på Jägersro.

René Jonassen kunne desuden notere sig for tredjepladser til trioen Diadem i 1.16,9/2000 meter auto; Champ Olympic i 1.18,0/2000 meter auto og Pommeau Simoni i 1.14,6/2000 meter auto.