Den kommende weekend står i Copenhagen Cups tegn i Lunden. Der bliver afviklet flere spændende i rammeprogrammet lørdag og søndag, hvor René Jonassen starter fem heste.
“Jonas” starter trioen Alfas Ippon, Eureka Downs og Champ Olympic på lørdag. For førstnævnte er der tale om debut i regi René Jonassen, der fik hesten i træning efter købet på den svenske ASVT-auktion.
»10 Alfas Ippon (2. løb) har jeg haft en måneds tid. Var lidt besværlig til at starte med, men har trænet pænt det sidste stykke tid. Kommer med lukket hovedlag. Han skal være en outsider«, synes René Jonassen.
»4 Eureka Downs (3. løb) hoppede lige efter start senest, men gik en fantastisk ophentning. I fejlfri udgave skal den være blandt de første. I bund og grund en fin hest. Ingen ændringer i udstyret«, siger René Jonassen.
»7 Champ Olympic (5. løb) har skuffet de sidste par starter. Virker frisk i træningen og vi starter derfor her. Skal være bedre end de sidste par starter. Outsider. Kommer uden sko og med norsk hovedlag«, oplyser René Jonassen.
På søndag er René Jonassen selv tilbage i sulkyen bag Diadem, der vandt en flot sejr for Skive-trænerne Morten Friis ved DM for travtrænere i sidste måned i Lunden, mens Kristina Jensen rider Armani V P.
»2 Armani V P (1. løb) kommer for første gang i montéløb. En stabil hest at køre rundt med, så jeg tror ikke det er nogen ulempe. Det skal dog ses an først. Først og fremmest skal han være glad for en præmie. Kommer i uændret balance«, udtaler René Jonassen.
»3 Diadem (13. løb) fik en fortjent sejr. Har haft god form i lang tid. Møder gode heste. Har fået et fint spor. En lille pladschance. Kommer til at gå uden sko for første gang«, afrunder René Jonassen.
René Jonassen har desuden sagt farvel til to heste i stalden. Åringen Giro Blue Moon og fireåringen Diego Star får således ikke længere havren serveret i Lunden-trænerens stald.