Med løbsfri på hjemmebanen i Lunden, søger René Jonassen til et par af de øvrige danske baner de kommende dage, hvor turen går til Nykøbing Falster torsdag og Aarhus lørdag.
I aften snurrer hjulene i Nykøbing Falster, hvor Alfas Ippon er René Jonassens enlige deltager. Halvbroderen til Alfas Da Vinci (1.12,0al – 5.505.491 SEK) står med en god chance på forhånd.
»Alfas Ippon (4. løb – nr. 3) har gjort det fint i sine starter. 1600 meter er måske ikke hans fordel. Konkurrencen er dog mildere. Hvis han er fejlfri, tror jeg han er blandt de tre«, siger René Jonassen.
På lørdag afvikles prøverne til Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix og Jydsk 3-årings Grand Prix. “Jonas” tager turen til Smilets By med hoppen Eureka Downs, der skal forsøge at kvalificere sig til finalen.
»Eureka Downs (10. løb – nr. 8) blev generet senest. Virker fin i træningen, men det er noget andet med Aarhus-banen. Kommer hun godt rundt, tror jeg hun blandt de tre«, udtaler René Jonassen.
I boksene har René Jonassen taget afsked med treårige Emil Mosebo og åringen Gucci Girl. Til gengæld får en anden treåring Eliza (Lindy Lane – Havanna) nu serveret havren hos Lunden-træneren.