René Jonassen er på plads med en hest fredag eftermiddag på hjemmebanen i Lunden, mens Lunden-træneren fragter to heste til Halmstad-banen på mandag.
Med få løbsheste i stalden, bliver det ikke til så mange starter for René Jonassen. De kommende dage venter dog lidt aktivitet, når Lunden-træneren har heste til start i både Danmark og Sverige. Første start sker fredag.
»3 Calista (9. løb) har været lidt væk på grund af en lille skade og har fået tiden til at komme sig over den. Har gået lidt intervaller. Vi håber hun går et godt løb og får en præmie, for så er jeg tilfreds«, kommenterer René Jonassen.
Mandag går turen til Halmstad i Sverige, hvor “Jonas” har to heste til start. Duoen Falula og Diadem.
»2 Falula (1. løb) gik fint i sit prøveløb, hvor jeg kørte lidt den sidste kilometer. Trænet godt efterfølgende. Jeg kender ikke de øvrige modstandere, men jeg tror at min hest kan lidt bedre end prøveløbet. Kommer til at gå ligesom i prøveløbet«, siger René Jonassen.
»4 Diadem (6. løb) gik fint i fredags i København. Nu prøver vi et lidt længere løb. Kan måske være en fordel, da hun ikke er hurtig fra start. I fin form, og kan tage en god præmie. Kommer til at gå med sko i forhold til de seneste starter, men jeg tror ikke at det giver den store forskel«, afrunder René Jonassen.